2700 km ialt

Vi vågnede på vores værelse på Scandic Honningsvåg ved syv tiden. skønt at have sovet i en god seng med en dyne.

Da vi var kommet i tøjet gik vi ned og fik morgenmad. Jeg smurte en ekstra madpakke som kunne tage med på turen når jeg skulle cykle sydpå senere på dagen.

Heine havde fået pakket cyklen i papkassen og klokken lidt i ni gik vi ned og ventede bag hotellet og bussen.

Den kom lettere forsinket, men heldigvis fik Heine cyklen med bussen.
Der blev sagt farvel og på gensyn til den bedste wingman jeg kunne ønske mig. Vi har fungeret rigtig godt sammen som et team på turen
????????‍♂️????????????‍♂️????????.

Vi har cyklet med samme fart, og har den ene været tom for energi har den anden kunnet motivere.

For et år siden havde Heine aldrig cyklet 100 km i træk.
Nu har vi på en måned cyklet i gennemsnit 100 km hver eneste dag, kun afbrudt af tre hviledage.

Da Heine var med bussen tog jeg ned og handle ind til den videre strækning mod Alta. Det er meget begrænset med indkøbsmuligheder de næste 200 km. Og søndag er lukkedag.

Jeg købte brød, ost, pasta, bananer, müsli barer og chokolade.
Bagefter tog jeg op på hotellet pakkede det sidste sammen , og tjekkede ud.

Da cyklen var læsset kørte jeg ud af Honningsvåg. Der var ikke mindre end tre krydstogt skibe i havnen og to lå for anker ude i bugten. Der skulle komme 8000 turister til byen - godt jeg skulle videre.

Netop som jeg havde passeret det ene krydstogtskib fik jeg øje på ryggen og vandsøjlen fra en mindre hval da den åndede ud. Den var ret tæt på land. Fed oplevelse at forlade Honningsvåg med????.

Jeg havde byen Olderfjord som mål for dagens distance . Den lå 100 km nede af Porsangerfjorden i sydvestlig retning.

Det var øde med det samme jeg kom udenfor Honningsvåg. Der var små isolerede bosættelser og fiskehytter, men ellers var det kun landevejen, fjorden og de øde fjelde så langt øjet rakte. Ind imellem så jeg flokke med rensdyr som græssede mos og lav.

Et sted midt i landskabet stod en piste-præpareringmaskine efterladt, og et andet sted tre snescootere.

Cirka 7 km ude af vejen fik jeg forsmag på hvad der ventede af tunneller på dagens tur. Honningsvåg-tunnelen er knap 4 km lang men heldigvis var den godt oplyst og forholdsvis bred.

Yderligere 10 km længere fremme nåede jeg Nordkap-tunnelen som er frygtet af cyklister????.

Tunnelen går under Magerøysundet fra det norske fastland til Magerøya hvor Nordkap og Honningsvåg ligger. Da tunnelen åbnedes for trafik i 1999 var den med sine knap 7 km. verdens længste undersøiske vejtunnel.

Tunnelen går 210 m under havets overflade. Den har en stejl nedkørsel med et 10 % fald som strækker sig 2 km. Derefter flader den ud nogle kilometer, for til sidst at gå brat op ad de sidste 2 km med 10 % stigning.

Alt trafik til og fra Magerøya passerer gennem tunnelen, så den er fyldt med benzinos. Og så larmer det fra bilerne og tunnelens ventilationssystem, som kaster ekko på tunnelens granitvægge, så det er umuligt at finde ud af af hvor lydene kommer fra.

Jeg tændte to forlygter foran og to baglygter på cyklen og begav mig ned i tunnelen. Jeg rørte ikke pedalerne de første 2 km. Her var det udelukkende bremserne jeg brugte for ikke at køre for hurtigt. Den ophøjede cykelsti i den ene side af vejen var cirka 1 m bred, så jeg skulle koncentrere mig om at blive på cykelstien. En del steder kørte jeg over frosne passager, andre steder steder lå der granitstykker på cykelstien, nogle steder var asfalten frostsprængt og i stykker.

Særligt koncentreret var jeg når en lastbil eller en bus passerede mig bagfra, for lufttrykket påvirkede min kørsel.

Min cykelcomputer kunne ikke registrere strækningen i tunnelen så den eneste måde jeg anede hvor langt jeg var, var om det gik ned ad, lige ud eller opad.

Ude af tunnelen på den anden side stoppede jeg ved en rasteplads og sundede jeg mig lidt men jeg fik noget at spise. Dejligt at være på den anden side af den oplevelse????

Jeg fortsat lang Porsanger fjorden sydpå. Porsangen er 123 km lang og er Norges fjerde længste fjord.

Over en 20 km lang strækning var klipperne lavet af skifer og nærmest i flager, som dannede de mest utrolige formationer.

Skifer findes naturligt lokalt over store dele af Finnmarken og er derfor blevet brugt meget som bygningsmaterialer. Det gælder særligt som tagsten, på grund af materialets gode tæthed mod fugtindtrægning og styrken til at tåle kraftige vindtryk og vægten fra vinterens sne.

Det var tydeligt at både samere og det finske dominerede i området, for norske stednavne stod ikke som de primære sprog.

Ved Olderfjord forlod jeg kysten, og drejede til højre op i fjeldene med retning mod Alta. Vejret var klaret op, og der var blå himmel. Klokken 21.30 satte jeg teltet op på et mosklædt stykke jord.

Jeg fik noget at spise, og selvom klokken blev midnat kunne jeg fortsat godt oplade min powerbank med mit solcellepanel i midnatssolen☀️